Smileys spillede flotte kampe ved den internationale debut

Udskriv
Skrevet af Morten Bjelbæk   
Tirsdag, 09 Marts 2010 11:46

Lad mig starte med at slå fast, at skater hockey er stort i Tyskland, og kører man 600 km ned, er det kæmpestort!

Kaarst er en soveby til Düsseldorf, og der bor 40.000 mennesker.

De har ikke et ishockeyhold, håndboldhold eller fodboldhold, som de står bag – de har den lokale skater hockey klub Crash Eagles Kaarst, som har 25 års jubilæum i år.

Med plads til 400-500 mennesker i hallen og egen maskot er der god opbakning til kampene. Under dette års Eagle Cup kom så prominente gæster som præsidenten for det tyske skater hockey forbund samt byens borgmester, og de så flere kampe.

Borgmesteren deltog endda i præmieoverrækkelsen.

Når vi ikke spillede kampe, blev vi overfaldet af små børn i det lokale holds trøjer, som ville have vores autografer i de flotte kampprogrammer, som var trykt i mange eksemplarer. Vi kæmpede ikke kun med ømme muskler denne weekend, men vi skulle vænne os til skrivekrampe, som ikke just er hverdag i dansk skater hockey. Sikke en oplevelse!

Turen mod Kaarst startede fredag eftermiddag, og vi var så uheldige at ramme ind i en snestorm, så turen varede elleve en halv time imod de kalkulerede 6-7 timer. Derfor dukkede vi op på det kæmpestore og flotte spillerhotel kl. 3 om natten og skulle spille næste morgen kl. 9. Ikke den bedste start, men vi skyndte os i seng og ankom efter alt for få timers søvn til hallen en times tid før kampstart.

Her mødtes vi af synet af en gennemorganiseret klub med stolte traditioner. Lige inde for døren stod deres kæmpestore pokalskab, som talte flere hundrede pokaler fra store til enorme.

Vi rystede det af os og gjorde os klar til første kamp.

Det hollandske hold Daredevils Den Bosch spillede flot hockey, men kampen blev meget tæt. Et uheld midtvejs, hvor Morten Bjelbæk mistede en tand og ikke måtte spille videre, efterlod Århus Smileys med kun 2 udskiftere. Staven i hovedet udløste i øvrigt en udvisning for interference... til Smileys! Efter pres på dommeren fik Den Bosch også en spiller vist ud, hvilket også var svært at undgå, da gulvet flød med blod. Alligevel holdt Smileys skansen og tabte en tæt kamp med 1-2.

Espen Botheim viste sin udsøgte målnæse og scorede det enlige mål.

Alle mand kæmpede forbilledligt. Tim Andersen og Martin Ejlertsen leverede en overbevisende indsats sammen med Jan Høst, der blev flyttet ned som forsvarsspiller efter uheldet. Angriberne Henrik Kristensen, Morten Hat og Espen Botheim kæmpede forbilledligt begge veje i en kamp i højt tempo.

Anden kamp var mod det lokale hold Crash Eagles Kaarst. Tilskuerpladserne var fyldt, og der var en fantastisk stemning. Igen stillede Smileys kun med to udskiftere, idet Morten var omkring tandlægen og blive syet i munden. Århus spillede en fantastisk kamp, som desværre sluttede 2-3. På tilskuerpladserne var der en fantastisk stemning, og folk i alle aldre sad og råbte og klappede.

Espen Botheim scorede igen. Morten Hat, Jan Høst og Henrik Kristensen havde alle nogle rigtigt gode forsøg, som sagtens kunne være endt med Smileys-scoring, men heldet var ikke med os, da det spidsede til. Igen var forsvarsspillerne solide, og Jan Høst omstillede sig hurtigt til forsvarsspiller og var med til at skabe ro i forsvaret. Jesper Christiansen var en mur i målet. De manglende udskiftere var desvære udslagsgivende i denne tætte kamp.

Tredje kamp skulle nu stå mod europamestrene fra SHC Rossemaison. En meget intens kamp, som er noget af det bedste Århus Smileys endnu har spillet. Vi kom foran i undertal efter en break away af Morten Bjelbæk, og selvom Rossemaison kom tilbage, overtog vi igen føringen med 2-1 efter et flot mål af Espen Botheim assisteret af Henrik Kristensen og Morten Bjelbæk. Kampen var intens, og langsomt kom det schweiziske storhold tilbage i kampen, og pludselig var de foran 2-3. Århus satsede alt og et minut før tid udnyttede Espen Botheim en lang aflevering fra Morten Bjelbæk til en elegant scoring ved at afdrible målmanden, så han sandsynligvis stadig leder efter sine bukser. Rossemaison blev overrasket over det fortsatte pres, og med kun to sekunder tilbage var Henrik Kristensen centimeter fra at hive sejren til Århus, men det endte med en fantastisk tæt kamp og uafgjort 3-3.

Nu var der fire timers pause inden aftenkampen kl. 19.20. Holdet blev indhentet af trætheden ovenpå den lange køretur aftenen før og den manglende nattesøvn. Derfor kom Smileys slet ikke ind i kampen mod engelske Sri Lanken Staring Frogs. Kæderne stod for langt fra hinanden, og der blev ikke arbejdet nok. Kort fortalt var kræfterne ikke til stede og Smileys blev overløbet og tabte 0-6. Spillerne hang med hovederne, men da det senere viste sig, at overmændene vandt sølv efter forlænget spilletid i finalekampen, var dette nederlag måske slet ikke så ydmygende, som det umiddelbart føltes.

Trods 3 tætte kampe og en enkelt lussing skulle Smileys søndag spille om 9-12 pladsen. Lidt paradoksalt, når man ser på spillet i de tre første kampe. Sådan er skæbnen nogle gange...

Motivationen var derfor ikke i top, og da Smileys igen skulle møde Daredevils Den Bosch, fortsatte den opgivende attitude og den manglende fight. Det vinder man ikke kampe med på dette niveau, og derfor endte kampen 0-4.

Spillerne lovede hinanden, at turneringen skulle sluttes ordentligt af, og at det krævede hårdt arbejde og tilbage til de gamle dyder med et solidt forsvarspil som fundament.

Sidste kamp var om 11. pladsen mod hollandske Tilburg Condors.

Århus Smileys spillede fornuftigt og kæmpede godt hjem ad banen, ligesom Jesper Christiansen stod godt i målet. En sikker arbejdssejr på 1-0 blev kørt i hus, og Smileys sluttede hermed af med at vise, at med disciplin kan man vende nedgang og komme tilbage på sporet. Havde vi været dygtigere til at analysere problemerne tidligere, og var ankomsten ikke blevet forsinket pga. den voldsomme snestorm, kunne det hele have set meget bedre ud. Det har vi lært af, og det har vi taget med os hjem.

Turen har i det hele taget været meget lærerig, og vi har alle haft en stor oplevelse.

Kolding Knights endte som nummer fire, og de danske mestre Vesterbro Starz endte som nummer tre. Sidstnævnte tabte i øvrigt semifinalen til schweiziske SHC Rossemaison, som Smileys spillede 3-3 mod og var centimeter fra at vinde over. Med det i baghovedet, er vores indsats godkendt, men marginalerne var desværre ikke på vores side i de afgørende situationer.

Vi har fået blod på tanden og glæder os allerede til at få revanche i udlandet, når chancen byder sig. Indtil da vil vi vise Kolding, hvor den jyske pokal skal stå, og vi kan starte ved Jydekoppen, der afholdes i påsken – 3. og 4. april i Århus.

Senest opdateret ( Mandag, 31 Marts 2014 14:10 )