Rødovre Cup 2005

Fredag den 27. oktober drog Århus Smileys' famøse første hold til staden for at deltage i Rødovre Cup 2005.

To styks velpakkede biler, Bjællemobilen og Hip Hops Vito, trillede mod færgelejet til hurtigfærgen Århus-Sjællandsode ved halv-fire-tiden fredag eftermiddag.

Trods de kun ti minutters kørsel, heraf ca. otte minutter i kø, lykkedes det naturligvis allerede her at køre forkert. Alligevel kom vi ombord på færgen, og plakatsøjlen Jesper var ikke bleg for at vise, at Smileys var ' total sponsoriert' af stadium, med ny spiller-joggingdragt og dertilhørende kæmpeflot 'Stadium' tryk på brystet.

Efter at have betalt den nette sum af 30 kr. for kaffe ad libitum, alt hvad du kan drikke - unlimited, og Coach Torben og Hiphop havde vandaliseret de lune retters ta'-selv-buffet, var spillertruppen klar, til atter at sætte sig i bilerne og drøne mod hovedstaden.

Efter en halvtimes cirkulering omkring hallen i Rødovre, lykkedes det endeligt de utrolige chauffører og dertilhørende co-drivers at finde stedet, hvor vi skulle spille.

Selve banen var, den unionen ejer, og var placeret på halvgulvet i Rødovre Stadionhal, hvor tilskuere fra den en side af banen, kunne side på den bane-lange, ti rækkers tribunen og se kampene blive spillet.

Det første vi gæve jyder så da vi kom ind i hallen, var Copenhagen Vikings der tørrede Devils 2 i et sådant tempo, at alle kiggede forskrækkede på hinanden og tænkte, at nu skulle Smileys endnu engang have så store smæk, at det ville give genlyd på hele Sjælland flere år frem. Efter kort tid fik Vikings en spiller udvist, hvorefter det lykkedes dem at holde på bolden og spille den rundt mellem de resterende tre mand, uden at Devils nogensinde kom til at røre bolden i deres to minutters overtid! Det er vist aldrig lykkedes, eller for den sags skyld forsøgt, i Smileys regi.

Fredag aften skulle Smileys spille første kamp, hvor modstanderne var Hørsholm Bandits, der løb med første pladsen ved dette års Jydekop. I målet var Smileys seneste (og bedste) nyerhvervelse målmanden Henrik, der har stået for blandt andet Vesterbro Stars, der vandt EM for klub hold sidste år. Trods en super kamp med overraskende godt spil fra Smileys, endte kampen i et 0-4 nederlag, hvor noget så simpelt som at ramme modstandernes mål, kunne have resulteret i den første Smileys sejr.

Trods nederlaget var humøret, grundet det gode spil, stadig højt om aftenen, hvor et linoleumsgulv i en bordtennisklub ved Rødovre Skøjtehal, blev sovesal for holdet.

Først skulle maverne dog fyldes, og væskebalancen genetableres med McBacon fra McDonald's, efterfulgt af rafling og fadøl på en anden McDonald's, nemlig den lokale MacDonald Pub i Brøndy Øster.

Lørdag morgen skulle der igen spilles hockey, i alt tre kampe, først de to sidste puljekampe, og derefter den første kvalificerings kamp.

Det første hold, der stod for skud, var Copenhagen Vikings, der er et af landets bedste hold, der blev nummer tre ved EM for klubhold i år.

Smileys var ikke just favoritter til denne kamp, og endte også med et 6-2 nederlag, trods flot spil mod et hold, der spillede hockey i virkelig høj klasse. Smileys kom foran 1-0 og var bagud 2-3 til 5 minutter før tid. Manglende fysik fra vores side var skyld i, at kampen ikke blev endnu mere spændende

Efterfølgende skulle den sidste puljekamp spilles, som var afgørende for, om Smileys skulle møde det bedste, eller næstbedste hold fra den anden pulje i kvartfinale.

Modstanderen var El Diablo 1, og igen måtte Smileys indkassere et nederlag, trods meget godt spil, i en tæt kamp, hvor heldet ikke var på jydernes side.

Dette resulterede i, at Smileys endte sidst i puljen og derfor skulle møde det bedste hold fra den anden pulje, som var Vesterbro Starz, der er regerende Europamestre for klubhold. Endnu engang var det en kamp, hvor der var lagt op til store prygl til århusianerne, der i år har haft rigeligt med problemer i den jyske mesterrække.

Inden kampen mod Smileys havde Vesterbro Starz savet et hold fra den anden pulje over, i en 23-0 sejr, vel at mærke på kun 2x15 minutters løbende tid!!!

Kampen endte desværre igen i en sejr til modstanderne, der dog kun vandt 4-2, hvor første periode endte 2-2 efter Smileys-føring gennem hele perioden. Resultatet var dog langt bedre end forventet, og Smileys blev klappet af banen af meget imponerede tilskuere, der ligesom Smileys selv, havde forventet en afklapsning af det jyske hold. Ikke mange havde regnet med, at Århusholdet skulle komme foran både 1-0 og 2-1...

Holdet var med dette nederlag sendt til spil om enten 7-8 plads eller 5-6 plads, afhængigt af udfaldet af søndagens første kamp.

De fleste var godt tunge i benene, da vi om aftenen tog ind mod København for at spise aftensmad og drikke et par fad.

Søndag morgen stod den igen på hockey, og for første gang i turneringen tog Smileys det føsrte stik hjem, ved at besejre El Diablo 2 og derved undgå at spille om 7-8 plads, men i stedet om 5-6 plads, hvor Smileys kunne få revanche mod El Diablo 1.

Dette blev endnu en spændende kamp, hvor 2-4 blev reduceret til 3-4 ved at tage målmanden ud og derved spille i overtal. Endnu en reducering fulgte kort efter, hvorved Smileys igen var med i kampen.

Smileys scorede herefter til 5-4, men til holdets store irritation, blev målet annuleret, fordi den anden dommer mente at have set, at bolden ikke var inde. Desværre blev det hele afgjort til El Diablos fordel i kampens allersidste sekunder, og gav Smileys en sjetteplads i turneringen.

Alt i alt en weekend med mange mindeværdige højdepunkter, fra et meget velspillende Smileys hold, der manglede den sidste skarphed i afslutningerne, for at kunne have vendt nogle tætte kampe til sejre, mod nogle af de stærkeste hold i Danmark.

Stor tak til alle deltagende for en fed weekend, og specielt stor tak og ros skal lyde til Henriks fremragende målmandsspil, der gav ham en plads på turneringens All Star hold. Henriks storspil var absolut en meget stor grund til Smileys gode resultater, der uheldigvis kun førte én sejr med sig. Vi håber alle på holdet, at han gør alvor af at flytte til Århus for at læse idræt, og blive en fast del af Århus Smileys!

#2

Banke